---
title: "På vej mod fremtiden: Emmanuel er ny lærling i Albertslund Boligselskab"
description: "På vej mod fremtiden: Emmanuel er ny lærling i Albertslund Boligselskab"
date: "2026-06-02"
created: "2026-06-02"
---

[Hjem](https://www.albertslundboligselskab.dk/)

                    [Om AB](https://www.albertslundboligselskab.dk/om-ab)

                    [Nyheder](https://www.albertslundboligselskab.dk/om-ab/nyheder)

                [På vej mod fremtiden: Emmanuel er ny lærling i Albertslund Boligselskab](https://www.albertslundboligselskab.dk/om-ab/nyheder/paa-vej-mod-fremtiden-emmanuel-er-ny-laerling-i-albertslund-boligselskab)

# På vej mod fremtiden: Emmanuel er ny lærling i Albertslund Boligselskab

Når 19-årige Emmanuel Ntim Amoah møder ind hver morgen klokken syv på ejendomskontoret i Damgårdsarealet, er han allerede godt i gang med at forme sin fremtid. I sommers startede han med at læse til ejendomsservicetekniker på NEXT i Glostrup og den 20. januar 2026 havde han første arbejdsdag som ejendomsserviceteknikerlærling i Albertslund Boligselskab.

Som ny lærling er Emmanuel en del af en voksende satsning på at uddanne flere ejendomsserviceteknikere – et fag, der både kræver gode hænder og et klogt hoved. Og selv om han kun lige er begyndt, har han allerede fået et indblik i en hverdag med både ansvar, variation og et stærkt team omkring sig.

Men hans vej hertil begynder langt fra Damgårdsarealet.

## Fra Ghana til Danmark – og videre i uddannelse

Emmanuel kom til Danmark fra Ghana for seks år siden. De første år boede han i Sorø med sin familie og senere flyttede han til Albertslund, hvor han fortsatte på Herstedøster Skole.

Efter 10. klasse kom han via Albertslunds Boligsociale Center (ABC) med i projektet Hyg og Byg – et forløb, hvor unge arbejder praktisk med små bygge- og renoveringsopgaver. Her gik det op for Emmanuel, hvor meget han holder af at bruge sine hænder og se konkrete resultater af sit arbejde. Interessen førte ham videre til et sommerjob på ejendomskontoret i Askerød, hvor han blev opfordret til at søge ind på ejendomsservicetekniker-uddannelsen.

![Emmanuel servicerer en fejemaskine.](https://www.albertslundboligselskab.dk/i/MOLIRIMEDIA/dcaa8f30-b6de-42f0-5671-08debc95e372?width=800)

^*Emmanuel servicerer en fejemaskine.*^^*Foto: Johnny Jessen*^

## Fra tavle til matrikel

Uddannelsen som ejendomsservicetekniker er en blanding af teori og praksis. Emmanuel undervises bl.a. i naturfag og fysik og lærer om affaldssortering, hvordan man udskifter blandingsbatterier og arbejder med udendørs beplantning og vedligehold.

Efterhånden som uddannelsen skrider frem, intensiveres både teori og praksis, og der kommer mere krævende opgaver som fx ventilationsarbejde og montering af nye termoruder. Det Emmanuel lærer på skolen, kan han arbejde videre med i afdelingen, hvor hans første praktikperiode allerede er i fuld gang. Variationen i arbejdet er noget af det, han bedst kan lide:

Jeg kan godt lide, at jeg har mange forskellige opgaver, og at jeg er meget udenfor. På Damgårdsarealet er der store grønne områder, og jeg glæder mig til sommer, når jeg skal slå græs

                Emmanuel Ntim Amoah

Men ikke alt arbejde for en ejendomsserviceteknikerelev foregår udenfor. En stor del af tiden er de inde i beboernes hjem, og derfor er beboerservice en vigtig del af uddannelsesforløbet. Det gælder både på skolebænken, hvor de undervises i beboerservice og psykologi, og i afdelingen, når Emmanuel er med på opgaver i beboernes hjem.

“Det handler ikke kun om at skifte et blandingsbatteri. Det handler også om at møde beboerne ordentligt og kunne begå sig i deres hjem. Den del lærer man kun ude i praksis – og det er noget, vi vægter højt,” siger Jannick Thomsen, ejendomsmester på Damgårdsarealet.

![](https://www.albertslundboligselskab.dk/i/MOLIRIMEDIA/f4d7a7f0-feca-4006-5672-08debc95e372?width=800)

^*Foto: Johnny Jessen*^

## Relationer betyder alt

Det er Jannick, som har ansvar for Emmanuel, mens han er i lære på Damgårdsarealet. Han ser et ungt menneske, som er ivrig efter at lære og tilegne sig ny viden.

“Jeg synes, det er fedt at se en ung mand, der brænder for sit fag. Jeg er 29 år, og kan huske, da jeg selv startede i lære som ejendomsservicetekniker. Det er ikke altid nemt at begynde på en uddannelse, og jeg vil gerne hjælpe Emmanuel med at få en god start på arbejdslivet.”

## Hvad med fremtiden?

Om tre år er Emmanuel færdiguddannet ejendomsservicetekniker – klar til et arbejdsliv med både ansvar, drift og udviklingsmuligheder. Men først venter der praktikforløb i andre afdelinger og mere teori på skolebænken. Der er stadig tid til at forme retningen, men når han bliver spurgt om fremtiden, er han ikke i tvivl:

“Jeg vil gerne blive her. Jeg kan godt lide at arbejde i Albertslund.”

For Emmanuel handler det ikke kun om en uddannelse – men om at være en del af et sted, hvor han kan se sig selv vokse og gøre en forskel.

![](https://www.albertslundboligselskab.dk/i/MOLIRIMEDIA/72c3ef28-507f-416f-5677-08debc95e372?width=800)
