---
title: "AB holder temaaften for alle afdelingsbestyrelser"
description: "Hvad arbejder organisationsbestyrelsen i AB med lige nu? Og hvordan kommer afdelingsbestyrelserne til at arbejde med de nye hjemmesider? Det er nogle af de spørgsmål, som bliver taget op, når AB inviterer til temaaften for afdelingsbestyrelserne."
date: "2025-08-20"
created: "2025-02-06"
---

[Hjem](https://www.albertslundboligselskab.dk/)

                    [Om AB](https://www.albertslundboligselskab.dk/om-ab)

                    [Nyheder](https://www.albertslundboligselskab.dk/om-ab/nyheder)

                [AB holder temaaften for alle afdelingsbestyrelser](https://www.albertslundboligselskab.dk/om-ab/nyheder/ab-holder-temaaften-for-alle-afdelingsbestyrelser)

# AB holder temaaften for alle afdelingsbestyrelser

Hvad arbejder organisationsbestyrelsen i AB med lige nu? Hvordan går det med de store byggeprojekter? Og hvordan kommer afdelingsbestyrelserne til at arbejde med de nye hjemmesider i fremtiden? Det er nogle af de spørgsmål, som bliver taget op, når AB inviterer til temaaften for alle afdelingsbestyrelsesmedlemmer.

Formålet med temaaftenen er at sikre større gennemsigtighed
i organisationsbestyrelsens arbejde, skabe bedre vidensdeling på tværs af
afdelingerne og generelt styrke beboerdemokratiet i boligselskabet.

## En aften med vigtig viden og dialog

Temaaftenen bliver en platform, hvor organisationsbestyrelsen præsenterer de
vigtigste emner, der påvirker hele boligselskabet, og hvor
afdelingsbestyrelserne får mulighed for at stille spørgsmål direkte til AB’s bestyrelse.

>
> "Vi vil gerne styrke samarbejdet mellem
> afdelingsbestyrelserne og sikre, at alle har indsigt i de beslutninger, der
> træffes på organisationsniveau. Samtidig er det en god mulighed for os i
> bestyrelsen til at få input fra afdelingerne og høre, hvad der optager dem i
> hverdagen," siger formand for organisationsbestyrelsen Peter Arler.

Blandt aftenens centrale temaer er blandet andet status på byggesagen
ved Skallerne, samt en præsentation af boligselskabets nye hjemmesider.

## Styrket netværk på tværs af bestyrelser

For både erfarne og nye afdelingsbestyrelsesmedlemmer er temaaftenen en oplagt
mulighed for at blive klogere på arbejdet i boligorganisationen og få
inspiration til bestyrelsesarbejdet i egen afdeling. Samtidig skaber aftenen et
rum for dialog og erfaringsudveksling mellem afdelingsbestyrelserne.

>
> "Vi håber, at aftenen kan bidrage til et endnu stærkere
> fællesskab mellem afdelingerne og give alle bestyrelsesmedlemmer værdifuld
> viden, som de kan tage med hjem og bruge i deres arbejde," siger
> formanden.

Det er planen at organisationsbestyrelsen løbende vil
afholde temaaftener for afdelingsbestyrelserne med drøftelser af aktuelle
emner.

## Tilmelding til temaaften

Temaaftenen
finder sted onsdag den 26. februar 2025. Du kan
kun tilmelde dig temaaftenen, hvis du er medlem af afdelingsbestyrelsen i din
boligafdeling.

[Læs mere om programmet og tilmeld dig](https://bovest.nemtilmeld.dk/57/ "Læs mere om programmet og tilmeld dig ")
